Få din besked vist her
Bliv vist overalt på siden med en shoutcast. God måde at fremhæve ens profil.
Artikler

Roommate-typer - kan du genkende dig selv?


Med tidens opskruede boligpriser er det nærmest umuligt at finde en lejlighed uden vedhæftet roommate. Hvilke roomies er til at holde ud – og hvem skal man undgå som pesten? Læs svaret i vores roommate-guide. Og find dig selv. Hvis du tør.

Af Stine Thomsen og redaktionen (Chilinet) Foto: Christina Birch



Roommate tøserne:

 

Tuderen

Kend hende på… at hun ved enhver lejlighed ser sit snit til at sætte en spand kaffe over, hvorefter hun kigger bedende på dig med våde øjne og siger: ”Jeg har bare enormt meget brug for at snakke”.
Bliv bange, når… du kommer hjem til duften af kaffe og sofabordet fyldt med Kleenex. Det betyder nemlig, at der skal grædes ud ved din skulder. Tuderen tuder gerne over den svære kærlighed og ubesvarede sms’er – men kan også flæbe over andre tragedier, såsom klistret spaghetti, aflyste yogatimer og modvind på cykelture.

Sådan slipper du af med hende:
Fortæl hende den ufiltrerede sandhed om hendes ynkelige liv. Gi’ depressionen et par dage til at sætte ind, og vupti, så er hun de sociale myndigheders problem og ikke dit.

Tøjten

Kend hende på… hendes ukritiske væsen og svingdøren ved hendes soveværelse. Tøjten hiver en ny fyr fra byen hver torsdag, fredag og lørdag. Glem alt om dine otte timers søvn, og lyt i stedet til din egen private sex-natradio featuring støn, sengeknirken og orgasmeskrig.
Bliv rigtig bange, når… du en morgen finder tre par store drenge-sneaks i entreen. Det er frygteligt akavet at spise morgenmad med folk, der lige har gang-banget din roomie.

Sådan slipper du af med hende:
Bliv gode venner med de fyre, hun tager med hjem, og få dem til at komme igen. Det sidste, tøjten ønsker, er et fast forhold, og gentagne syn af samme fyr kan køre hende helt ned.

Det sociale midtpunkt

Kend hende på… hendes Lotte Heise-agtige energiniveau og de 4-19 veninder, hun hiver med hjem hver dag til højlydt snakken, sprut og spontandans. Det sociale midtpunkt's liv er en konstant fest, og som hendes roommate er du altid tvangsinviteret.
Bliv bange, når… du vil ha’ fred til at være dig selv eller læse til eksamen. It just won’t happen.

Sådan slipper du af med hende:
Smid alle hæmninger, og stjæl opmærksomheden fra hende (svært!). Eller vær en konsekvent festslukker, indtil hun får nok og skrider (sammen med hendes veninder – og de af dine veninder, som egentlig bedre kunne li’ at være sammen med hende).

Den paranoide

Kend hende på… at hun forstyrrer dig hvert andet sekund for at være sikker på, at du også ”hørte den der lyd”.
Bliv bange, når… hun listende af angst og iført et baseball-bat under natkjolen kryber ind under din dyne aften efter aften. Au revoir dyne. Au revoir skønhedssøvn.

Sådan slipper du af med hende:
Flyt rundt på hendes møbler, mens hun sover

Roommate fyrene:

Nasseren

Kend ham på… at han hellere vil bruge din avis/dit tøj/sin ru håndflade frem for at gå i kiosken efter toiletpapir. Du køber jo alligevel også ind, når du opdager, I er løbet tør. Nasseren mener heller ikke, at hans penge skal bruges til at købe mælk, for han ”drikker jo næsten ikke noget, kun lidt til kaffen, og så en smule på de tre portioner Cornflakes om morgenen”.
Bliv bange, når… han serverer sin klassiske kommentar: ”Nå, er du ved at lave mad, jamen så kan jeg jo lige så godt spise med”.

Sådan slipper du af med ham:
Nasseren fatter absolut ikke små hentydninger såsom låse på dine skabe og navneskilte på maden. Her virker kun disciplinær afstraffelse. Bandidos har nogle alle tiders tæskehold…

Wannabe musikeren

Kend ham på… at han aldrig fik det store musikalske gennembrud, men stadig sidder i sit ti kvadratmeter (ikke-lydisolerede) værelse og tror, der er en reel chance for at blive opdaget.
Bliv bange, når… han kommer ind i stuen for at give dig sit sidste nye nummer og vil have, at du kommer med din helt ærlige mening.

Sådan slipper du af med ham:
Daglige doser Britney fra dit stereoanlæg – as loud as possible. Det er ren kryptonit mod hans slags. Og giv ham så din ærlige mening om hans musik, når han nu så gerne vil høre den.

Svinet

Kend ham på… lugten af gammelt tis. Svinet går aldrig i bad, og han er stolt af det. Han ejer kun ét sæt tøj – hvis skjolder og pletter fortæller en fascinerende historie om et liv med bajere, bræk og virkelig dårlig hygiejne.
Bliv bange, når… svinet inviterer dig ind på sit mørke værelse. Al Qaeda ville fatte interesse for de baktieriekulturer, der trives dér.

Sådan slipper du af med ham:
Gør det til et påbud, at han skal kunne klare Fødevarekontrollens Smiley-test mindst én gang om ugen.

Rygeren

Kend ham på… hans superfredelige væsen, tågede øjne og langsomme bevægelser. Men tag ikke fejl: Stik rygeren en pose pot og lidt Rizla-papir, og hans hænder forvandler sig til toptunede, finmotoriske instrumenter, der kan fabrikere den perfekte joint på 10 sekunder
Bliv bange, når… du dagligt vender hjem til jamaicansk dub-musik, en duft af gran og stenede folk i fællessofaen. Hardcore rygere er per definition nogle afhængige sataner – og har rygeren først forvandlet din lejlighed til en hashhule, er det næsten umuligt at få ham og hans rygervenner ud. Pas også på hans hjemmebag. Og så kan paranoide rygere godt være ret træls.

Sådan slipper du af med ham:
Tøm køleskabet – thi ingen mam gør frådende ryger trist. Rygeforbud hjælper nok også.

Sparetypen

Kend ham på…de 20 pakker Kærgården, han fylder fryseren med – der var jo fem pakker for fires pris i SuperBrugsen . Hver aften går sparetypen lejligheden igennem for at tjekke, at alle stikkontakter er slukkede, og at radiatorerne er skruet ned. Faktisk tænder han aldrig for varmen på sit værelse. Skidt med indendørs frostgrader: Man kan jo bare ligge under dynen og se tv – eller lave lektier iført skitøj.
Bliv bange, når...du har glemt at slukke lyset, og han opkræver 50 kroner i bødekassen.

Sådan slipper du af med ham:
Tap dit lokale kraftværk for energi. Det er dyrt – men efter to måneder med løbende vand, tændte lys og konstant elkedelkogeri er han væk. Vi sværger.
 
I samarbejde med